Datatilliden er én fælles konto
Foto: Alessandro Matonti på Unsplash
Mit standpunkt er kontant: Danmarks største it-risiko lige nu sidder ikke i de private storvirksomheder, som nyhedsstrømmen ellers antyder. Den sidder i stat og kommune. Og den er dit problem som marketingleder, fordi borgerens tillid til datahåndtering er én fælles konto. Når det offentlige overtrækker den, hæves der også fra din.
To signaler illustrerer paradokset. Statens It gør klar til at indkøbe it-sikkerhedsydelser for et større millionbeløb. Samtidig kan Skatte- og Vækstministeriet på grund af manglende kontroller ikke udelukke, at ansatte stjæler fra statskassen uden at blive opdaget.
Hvorfor det ikke kun er statens problem
Pointen er ikke de to nyheder hver for sig. Det er spændingen mellem dem.
Millionerne til sikkerhed bekræfter, at it-sikkerhed er blevet en topledelses- og indkøbsdisciplin i staten. Samme bevægelse har vi set i den private martech-verden, hvor compliance for længst er blevet et primært indkøbskriterium.
Men Skat-sagen viser, hvad pengene ikke automatisk køber: basal kontrol. Når et ministerium ikke kan afgøre, om egne medarbejdere tager fra kassen, er problemet ikke et manglende sikkerhedsværktøj. Det er manglende governance, adgangsstyring og logning. De kedelige procesdele, som ingen pressemeddelelse fejrer. Og med yderligere planlagte fyringer i Skatteministeriet bliver intern kontrol næppe lettere at etablere.
Det mønster kender vi fra privat. Novo-datalækken og universiteternes skrottede it-projekt for 330 mio. Kr. Var samme sygdom med to regninger: svag it-styring, der rammer både brand og budget. Statens kommende sikkerhedsindkøb risikerer at blive endnu et eksempel på værktøjer uden kontrolkultur, hvis pengene ikke følges af proces.
Og så det, der gør det til dit bord: Borgeren skelner ikke fint mellem Skats interne kontroller og din CDP, når samtykkeformularen skal besvares. Version2 bringer selv advarslen: »Ellers kan det gå ud over tilliden til det offentlige.« Min påstand er, at tillidstabet splasher bredere. Dine consent-rater, din first-party data-strategi og dine personaliseringsambitioner står og falder med en generel fornemmelse af, at institutioner håndterer data ordentligt. Den fornemmelse er under pres fra netop det sted, borgerne møder systemet oftest: det offentlige.
Modargumenter
Ærligt talt taler noget imod.
- Skat er ikke din CRM. Borgeren kan ikke fravælge Skat, men sagtens fravælge dit nyhedsbrev, og tillid kan vise sig at være domænespecifik.
- Offentlig it-risiko rammer ikke din P&L direkte. Dine GDPR-bøder kommer fra egne fejl, ikke Skats.
- Statens Its indkøb kan også læses optimistisk: Det offentlige investerer og tager disciplinen alvorligt. Bedre end passivitet.
Det holder på kort sigt. Men tillidstab efter dataskandaler har historisk slået igennem på tværs af sektorer, og den regulatoriske reaktion, der følger med, rammer alle der indsamler data. Du står ikke udenfor, bare fordi det var staten, der fumlede.
Hvad bør du gøre nu
- Gør datatillid til et konkurrenceparameter. Med borgerens tålmodighed med data-roderi på bunden vinder de brands, der kan dokumentere ordentlig håndtering. Transparens er marketing, ikke en compliance-fodnote.
- Sælger I til det offentlige: forbered dokumentationen. Statens sikkerhedsindkøb betyder skærpede krav, der flyder videre ud til leverandørerne, også dem der leverer marketingydelser.
- Lær af paradokset internt. Spørg dit CDP-team, hvem der kan tilgå og ændre kundedata, og om der findes en adgangslog. Svaret “det ved vi ikke helt” er dit eget private Skat-øjeblik, ventende på at blive opdaget.
Næste offentlige it-skandale er ikke fjerne nyheder for dig. Den er pres på dine samtykker og din ret til at personalisere. Brug ventetiden på at gøre din egen datahåndtering til det bedste svar på det spørgsmål, borgerne i stigende grad stiller: kan jeg stole på, at I passer på mine data?